Tema
Debat

Dagsgebyrloven en succes - dog stadig for mange uforsikrede køretøjer

8. jan. 2020
Med et fald på 74 procent i antallet af uforsikrede motorkøretøjer på 12 måneder må loven om dagsgebyr betegnes som en succes. På etårsdagen for lovens ikrafttrædelse 1. januar kørte der dog stadig 13.000 biler og knallerter rundt uden den lovpligtige ansvarsforsikring. Det viser nye tal fra DFIM, der står for at inddrive dagsgebyrerne hos de uforsikrede.

I Danmark er det lovpligtigt at have en ansvarsforsikring på motordrevne køretøjer. Alligevel fandtes der omkring 50.000 uforsikrede motorkøretøjer i Danmark, inden loven om dagsgebyr trådte i kraft 1. januar 2019. I dag, 12 måneder efter, er antallet faldet med 74 procent til knap 13.000 uforsikrede biler, motorcykler, knallerter og andre motorkøretøjer.

 

Det er vigtigt, at et motorkøretøj har en ansvarsforsikring. Det skyldes, at de skader, man forvolder med ens køretøj på personer eller andre ting, kan løbe op i millioner af kroner, især hvis skadelidte får personskader, som medfører invaliditet og tab af erhvervsevne.

 

Hos DFIM, der administrerer loven om dagsgebyr, er man tilfreds med udviklingen.

 

- Et fald på 74 procent på 12 måneder i antal uforsikrede køretøjer overstiger vores forventninger. Vi er glade for, at folk efterhånden forstår, at deres køretøj skal være forsikret, siger Hans Reymann-Carlsen, der er fungerende leder af DFIM.

 

- Men det er ikke i orden, at der er ejere eller brugere af knap 13.000 biler, knallerter og motorcykler, der endnu kører rundt på vejene uden den lovpligtige ansvarsforsikring. Så vi må bare fortsætte arbejdet med at inddrive de dagsgebyrer, der er nødvendige, indtil der er et minimum af uforsikrede køretøjer tilbage, siger Hans Reymann-Carlsen.

 

Det var på opfordring fra DFIM og Forsikring & Pension, at Folketinget i maj 2018 vedtog en ny lov, der pålagde alle ejere eller brugere af et uforsikret motordrevet køretøj et dagsgebyr på 250 kroner.

 

De inddrevne dagsgebyrer anvendes til at erstatte skader forvoldt af uforsikrede køretøjer. Det betyder, at de kunder, der forsikrer deres køretøj, ikke længere betaler over deres forsikringspræmie for de skader, som motorkøretøjer uden ansvarsforsikring forvolder på andre og deres ting.

 

Herudover er formålet med loven fortsat, at:
 
- reducere antallet af biler, motorcykler og knallerter, der kører rundt uden lovpligtig ansvarsforsikring

- flest mulige ejere eller brugere af et motorkøretøj tegner en ansvarsforsikring

- færre risikerer at gå personligt konkurs på grund af erstatningskrav i millionklassen.

 

Antallet af gen- eller nytegnede forsikringer som følge af dagsgebyret steg i 2019 med godt 25.000 ansvarsforsikringer med deraf følgende merindtægt for staten i motoransvarsafgifter.

 

Fakta:
49.389 uforsikrede motorkøretøjer ultimo 2018
12.973 uforsikrede motorkøretøjer pr. 1. januar 2020
Kilde: DFIM

 

- Bliver man stoppet af politiet med et uforsikret motorkøretøj på offentlig vej, inddrager politiet nummerpladerne på stedet og udsteder en bøde på mindst 1.000 kr.

 

- 90 procent af befolkningen, som har et motorkøretøj, bakker op om dagsgebyrordningen. Det fremgår af en spørgeskemaundersøgelse fra Epinion i juli 2019.

Kontakt


Birgitte Hougaard

Presserådgiver
+45 41 91 91 19
Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.