Nu, hvor Storbritannien pr. 31. januar 2020 har meldt sig ud af EU, følger der efter planen nu en overgangsperiode frem til den 31. december 2020, hvor EU-retten stadig gælder.
Det fremgår af officielle udmeldinger, at man som bilist ved kørsel til Storbritannien skal kunne dokumentere forsikringsdækning på sit motorkøretøj. DFIM anbefaler derfor, at man medbringer det grønne kort, der kan dokumentere et sådant forsikringsforhold.
Med hensyn til skader under motorkøretøjsdirektivet er disse stadig omfattet frem til overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
DFIM har indgået en række bilaterale aftaler med sin britiske søsterorganisation, MIB UK, der sikrer, at verserende sager stadig kan færdigbehandles efter overgangsperiodens udløb.