I Danmark er DFIM udnævnt som nationalt grønkortbureau og er garant for samtlige udenlandske motorkøretøjer, som forvolder skade her i Danmark. Tilsvarende stilles garanti for forsikringsdækning af danske køretøjer i grønkortlandene.
Det grønne kort - som du kan få af dit forsikringsselskab - er et bevis for, at dit motorkøretøj er ansvarsforsikret. Det grønne kort garanterer, at forsikringen dækker de skader, du kan blive erstatningsansvarlig for ved et færdselsuheld i udlandet.
Lande hvor det ikke er nødvendigt at medbringe det grønne kort
Inden for EU's grænser samt Norge – Island – Schweiz – Kroatien, Andorra samt Serbien (Serbien er først kommet med i ordningen fra ultimo 2011; derfor anbefales det at medbringe det grønne kort alligevel).
Lande hvor du skal medbringe det grønne kort
Albanien – Bosnien-Hercegovina – Hviderusland – Iran - Israel – Makedonien – Marokko – Moldavien – Montenegro – Rusland – Tyrkiet - Ukraine.
Kosovo accepterer ikke det grønne kort
Vær opmærksom på, at myndighederne i Kosovo ikke accepterer det grønne kort. Det er vigtigt, at du tegner en ansvarsforsikring ved grænsen – ellers kan du risikere at blive tilbageholdt i forbindelse med et færdselsuheld.
Der er intet grønkortbureau i landet.
Her kan du se de lande, som er med i grønkortordningen.